-
»Realismen må indfinde sig i Nuuk,« sagde kommentator i tv-studie. Så startede et mundhuggeri
Source: BDK Borsnyt / 08 Jan 2025 02:58:22 America/New_York
Godmorgen. Det er blevet tid til ugens tredje politiske morgenpost ovenpå en hæsblæsende dag, aften og nat. Donald Trump vil ikke afvise brug af militær og økonomisk tvang for at få kontrol over Grønland. Sådan sagde han i går aftes på et pressemøde på sit resort i Palm Beach i Florida, hvor den kommende præsident også truede med at pålægge danske varer en »meget høj« told. Statsminister Mette Frederiksen (S) har dog ikke »fantasi« til at forestille sig, at vi kommer dertil, mens Grønlands regeringschef, Múte B. Egede, overfor DR, der fangede ham i lufthavnen, har kaldt udmeldingerne »alvorlige«, da han ankom til København sent i går. Så er banen kridtet op, og vi bliver naturligvis ved emnet. Først er der blot at sige velkommen til dagen politiske morgenpost. Dagens »totale krise« Én dagsorden overskyggede alt i går. Ud på eftermiddagen landede Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., i den grønlandske hovedstad Nuuk. Selvom rejsen var helt »privat«, som han formulerede det, skabte besøget sammen med udtalelser fra hans far om at »eje« Grønland furore. Hvor Mette Frederiksen i 2019 omtalte Trumps planer om at »købe« Grønland som »absurde«, var hun anderledes afdæmpet i går. »Fremtiden for Grønland defineres i Grønland,« sagde hun i et interview med TV 2. Da hun senere blev spurgt til Donald Trumps trusler om straftold, reagerede hun også afdæmpet. »Jeg synes, at vi skal holde fast i at handle med hinanden og gøre det på en ordentlig måde,« lød det. Så for en række politiske kommentatorerne til tasterne: TV 2s politiske redaktør, Hans Redder, kalder svaret »meget forsigtigt«. »Jeg ser det som et udtryk for, at hun og resten af regeringstoppen simpelthen er i vildrede,« skriver han i en såkaldt lynanalyse på TV 2. Også tidligere S-spindoktor og nu politisk kommentator Noa Redington undrer sig. »Efter en kaotisk dag står det helt uklart, om statsminister Mette Frederiksen ønsker at bevare Rigsfællesskabet, eller om det alene er op til Grønland. Krisen er total. talelinjerne er slidt op,« skriver han i et opslag på X. Dagens afbrydelse Så iler vi videre til aktualitetsprogrammet News & Co. på TV 2. Her gik bølgerne højt, da politisk kommentator og tidligere konservativ minister Hans Engell med egne ord førte sig lidt »provokerende« frem. »Det vil være meget, meget hjælpsomt i forhold til debatten om Rigsfællesskabet, hvis man i Grønland og grønlandske politikere havde en realistisk opfattelse af, hvordan tingene er skruet sammen,« indledte han en længere talestrøm, der endte med at føre til mundhuggeri i studiet. Engell påpegede, at godt halvdelen af det grønlandske statsbudget bliver betalt af danske skatteydere, og så savner han en »realistisk oplevelse« af den verdenssituation, vi befinder os i. Grønland må gøre op med, hvad det er, man vil, slår han fast. »Man forholder sig ikke til, om man vil være medlem af NATO eller hellere vil være sammen med Kina og Rusland. Men forholder sig ikke til væsentlige spørgsmål. Realismen må indfinde sig i Nuuk,« sagde han eksempelvis og tilføjede: »Det Mette Frederiksen gør, er i virkeligheden at sige, 'nu ligger den hos jer'.« For Danmarks vedkommende, tror Hans Engell, at regne stykket er ved at blive gjort op. »Det er det regnestykke, der hedder Danmark og Grønlands veje skilles. Farvel. Vi kommer ikke til at være et rigsfællesskab om ti år,« sagde han. »Det kan være, det tager tre, fire, syv eller ti år, men rigsfællesskabet forsvinder, og Grønland skal finde en ny måde at basere sin fremtid på,« tilføjede han. Her kan du se Trumps pressemøde: Det fik Marianne Lynge Krog, der er grønlandsk og præst i den grønlandske menighed i Danmark mulighed for at svare på. »Du må også undskylde mig,« sagde hun og tilføjede, at det lød meget »klassisk og ikke særlig respektfuldt«. Så brød Engell ind: »Men det er da sandt?«. »Ja, det synes du,« sagde Marianne Lynge Krog. »Er der noget af det, jeg siger, der ikke er korrekt?« svarede Hans Engell. »Nu afbryder du,« lød det fra Marianne Lynge Krog. Modsat Hans Engell oplever hun, at Grønland tager stilling til sit sted i verden, og hvem man vil alliere sig med. »Man har sagt højt og tydeligt i medierne, at man gerne vil samarbejde. Der er en gammel aftale med USA, og det er der ikke noget forandret ved,« sagde hun og tilføjede: »Men det, jeg siger, er, at selvstændighed behøver ikke været et cut. Der er sundhedsvæsen, uddannelsessystemer og nogle ting, der er vredet ind i hinanden.« Engells fremtræden i programmet blev også bemærket på sociale medier. »Fornøjelse at høre Hans Engell skære igennem støjen og manglen på realisme i debatten og Grønland og rigsfællesskabet,« skrev kommunikationsrådgiver Uffe Tang blandt andet på X. Dagens korte Og så er vi nået til dagens korte, som bliver det eneste i dagens politiske morgenpost, der ikke kredser om den nordlige del af rigsfællesskabet. 1. De Konservatives Jakob Næsager beskylder i dagens Berlingske Pernille Rosenkrantz-Theil for »bluff«, når hun siger, at hun vil have metro til Brønshøj og Rigshospitalet. Han får svært ved at pege på hende som overborgmester på grund af hendes »bedrevidende facon«, lyder det. Striden udspiller sig nærmere bestemt i forhandlingerne om en udvidelse af hovedstadens metronetværk. På den ene side sidder aftale partierne bag metroaftalen, og på den anden side Københavns aspirerende overborgmester. For mens aftalepartierne er enige om en metroudvidelse, der først og fremmest går til den nye bydel Lynetteholmen, så har Rosenkrantz-Theil slået fast, at hun først vil have etableret metro til Brønshøj og forbi Rigshospitalet, før man overhovedet tænker på sådan en udvidelse. Pernille Rosenkrantz-Theil vil ikke overfor Berlingske udtale sig om de videre forhandlingsprocesser. 2. Og så har den tidligere socialdemokratiske Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen i et opslag annonceret et nyt job hos konsulentvirksomheden Rud Pedersen. Hvad han præcist skal lave, fremgår ikke af opslaget, men han begynder i sit nye job 13. januar, og det bliver i en rådgivende stilling bedømt på opslaget. Før jeg blev borgmester i 2011, arbejdede jeg med interessevaretagelse i større interesseorganisationer, og jeg ser frem til at vende tilbage til faget og opgaven som rådgiver, skriver eksborgmesteren. Dagens program Så er vi nået til dagens program. Vi lægger ud med et samråd om sagsbehandlingstider på værgemålsområdet klokken 09.30. Senere klokken 12 holder Venstre gruppemøde. Klokken 13 er der møde i salen med ministrenes spørgetid. Og samtidig bliver der holdt åbent samråd om arbejdskriminalitet. Det var alt, vi nåede for i dag. Tak for at læse med. https://www.berlingske.dk/politisk-morgenpost/realismen-maa-indfinde-sig-i-nuuk-sagde-kommentator-i-tv